Danske curlingkvinder fortsætter tab-og-vind-mønster
Skipper Lene Nielsen og det danske curlinghold taber sin femte kamp ved VM i Canada.
Skipper Lene Nielsen og resten af Danmarks landshold fortsætter kursen med både sejre og nederlag ved VM i curling i Canada.
Skipper Lene Nielsen og resten af Danmarks landshold fortsætter kursen med både sejre og nederlag ved VM i curling i Canada. Foto: Jonathan Hayward/AP


Danmarks hold ved VM for kvinder i curling har vist stor stabilitet i turneringen. Først taber de, og så vinder de. Foreløbigt har tendensen holdt i holdets fem første kampe ved VM i Swift Current i Canada.

Natten til tirsdag dansk tid tabte holdet 3-9 til Sydkorea. Danskerne med skipper Lene Nielsen gik ellers ind til opgøret med en sejr på 11-4 over Japan, men det lykkedes altså ikke at få to gevinster på stribe.

Åbningskampen tabte Danmark til værterne fra Canada med 7-8, hvorefter USA blev besejret med samme cifre. Begge kampe blev afgjort efter ekstra ende.

Natten til mandag tabte de danske kvinder så igen, da Schweiz vandt 7-6 i en tæt kamp.

Danmark har dermed to sejre og tre nederlag. Det rækker til en foreløbig syvendeplads sammen med Sydkorea. Fem hold deler førstepladsen: Japan, Skotland, Canada, Rusland og Schweiz. Alle har kun tabt en enkelt gang, mens det er blevet til fire sejre.

Sidstepladsen har Italien sat sig på med fem nederlag i træk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.