Danske curlingkvinder fortsætter medaljekurs ved EM
Med to sejre søndag spillede de danske curlingkvinder sig tæt på semifinalen ved EM i curling på hjemmebane.
Skipper Lene Nielsen og de øvrige danskere præsterer godt på isen i Esbjerg.
Skipper Lene Nielsen og de øvrige danskere præsterer godt på isen i Esbjerg. Foto: Anthony Anex/AP


Det begynder for alvor at dufte at et dansk topresultat ved EM i curling i Esbjerg.

De danske kvinder har fået en fremragende start på turneringen, og søndag kom sejr nummer tre og fire af lige så mange mulige i hus.

Først blev bundproppen Estland nedlagt med 9-7 tidligt søndag, og i et tæt drama søndag eftermiddag mod Ungarn, lykkedes det også for skipper Lene Nielsen og co. at feje modstanderen af isen til sidst.

Ved 5-5 i tiende ende strammede danskerne skruen, og med to sten tættest på centrum i huset endte det med den fjerde sejr - denne gang på 7-5.

Det betyder, at Danmark topper EM-stillingen sammen med Rusland, der også er ubesejret efter fire kampe. Ingen af de øvrige otte nationer har mere end to sejre.

I den næste kamp møder danskerne Sverige, der står noteret for to sejre.

De danske herrer har også fået en god start i B-divisionen ved EM, hvor man har vundet de tre første kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.