Det kvindelige danske curlinglandshold holder sig fortsat godt til i kampen om at spille med om medaljer ved EM i Skotland.
Tirsdag hentede skipper Lene Nielsen og hendes hold den fjerde sejr af seks mulige, da det blev til en 8-7-gevinst over Italien, der fortsat er uden sejr.
De to hold måtte dog ud i en ekstra ende, efter at det stod 7-7 efter de første ti ender.
Det danske hold så ellers ud til at lægge grundstenen til en sejr i den anden af de ti ender, hvor danskerne scorede fire point.
Italien kom imidlertid tilbage og fik udlignet til 5-5 med to point i sjette ende.
Det lykkedes dog for Lene Nielsen og co. at trække fra igen med et point i både den syvende og niende ende.
Afgørelsen var alligevel ikke faldet, for med to point i den sidste ende fik Italien udlignet til 7-7.
Det betød, at de to hold skulle ud i en ekstra ende. Her sikrede Danmark sejren.
/ritzau/