Danske curlingherrer nærmer sig VM-slutspil med ny sejr
Skipper Rasmus Stjerne sikrede sejren over Schweiz med den sidste sten i 11. ende.
Rasmus Stjerne ser her koncentreret ud under VM-kampen mod Schweiz.
Rasmus Stjerne ser her koncentreret ud under VM-kampen mod Schweiz. Foto: Georgios Kefalas/AP


Det ser godt ud for de danske curlingherrers medaljemuligheder ved VM i Basel.

I onsdagens anden kamp vandt Danmark 7-6 over værtsnationen Schweiz efter en ekstra ende.

Stillingen efter de første ti ender var 6-6, og skipper Rasmus Stjerne afgjorde kampen i 11. ende, da han satte endens sidste sten nærmest husets centrum.

Dermed står Danmark noteret for seks sejre i ni kampe i grundspillet. Det rækker aktuelt til en tredjeplads. Vinder Danmark de sidste to kampe mod henholdsvis Skotland og Sverige torsdag, er holdet sikker på at være blandt de fire bedste, der går videre til slutspillet.

Her spiller nummer tre og fire i grundspillet en kamp om at komme i semifinalen, mens grundspillets nummer et og to spiller om en plads direkte i finalen. Taberen af kampen om at komme direkte i finalen bliver det andet hold i semifinalen.

Tidligere onsdag vandt Danmark 9-1 over Rusland, som opgav kampen allerede efter seks ender.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.