Det lave renteniveau har formentlig nået bunden, og det har tilsyneladende fået flere boligejere til at høvle af deres gæld.
Friske tal fra Danmarks Nationalbank viser således, at bevægelsen væk fra de afdragsfrie lån fortsætter.
Og hvor der tidligere var flest boligejere med afdragsfrie lån, er der nu balance i fordelingen. Det første gang siden 2009, konstaterer Mikkel Høegh, der er boligøkonom hos BRF Kredit.
- Udviklingen skal især findes i, at mange har haft udløb af afdragsfrihed efter ti år, og så er begyndt at afdrage.
- Herudover har de generelt stigende bidrag og højere renter også hjulpet lån med afdrag på vej, skriver han i en kommentar.
Danske boligejere afdrager hvert kvartal otte milliarder af deres gæld, og det er 75 procent mere end i 2009.
Og det er med til at stabilisere økonomien, at der er stadigt færre, der har afdragsfrie lån.
Det mener Søren V. Kristensen, der er makroøkonom i Sydbank.
- Det kan skabe en unødig ustabilitet, hvis boligpriserne falder, eller hvis renterne igen begynder at stige.
- Derfor er det i bund og grund et sundhedstegn for dansk økonomi, at vi nu i højere grad begynder at afdrage på vores boliglån, skriver han i en analyse.
Søren V. Kristensen vurderer blandt andet, at danskernes pæne reallønstigninger de senere år har været med til at sætte yderligere fart på bevægelsen mod lån med afdrag.
Han forventer derfor også, at udviklingen vil fortsætte.
/ritzau/