Danske biler forurener mere end de er godkendt til
Europas dieselbiler er den store synder i forhold til den høje udledning af den farlige nitrogendioxid.
I Europa forurener bilerne mere på vejene, end de viser under test.
I Europa forurener bilerne mere på vejene, end de viser under test. Foto: Colourbox/ERWIN WODICKA - WODICKA@AON.AT


Forureningen på de danske veje er større, end reglerne siger, den må være.

Vejene er fyldt med diesel­biler, der udleder mange flere sundhedsskadelige kvælstof­ilter (NOx), end de er godkendt til, skriver fagbladet Ingeniøren torsdag.

Slappe europæiske teststandarder betyder nemlig, at bilerne bliver godkendt efter et acceptabelt udslip i test, selv om de i den virkelige trafik udleder langt mere NOx.

I Europa er de skandaleramte VW-modeller - der i USA er blevet afsløret i at lade software manipulere med motorens NO2-rensning, når den genkender den amerikanske testcyklus - derfor gledet igennem testprogrammet helt uden snyd.

Gentagne test af biler under kørsel på rigtige veje har de seneste fem år afsløret, at biler forurener meget mere under disse forhold end under test.

- Det kan lade sig gøre at overholde de europæiske testnormer uden at lave det samme nummer som VW, siger lektor Jesper Schramm fra Institut for Mekanisk Teknologi på DTU til Ingeniøren.

Han har i årevis undret sig over, at forureningen fra dieselbiler ikke er faldet i takt med, at grænseværdierne er strammet.

Dieselbiler er den største enkelte bidragyder til forureningen med NOx i København, som i årevis har overskredet EU's grænseværdier for NO2.

En ny test, der bedre afspejler udslippet i den virkelige verden, træder i princippet i kraft næste år. Men endnu har landene hverken besluttet, hvor meget resultaterne i den nye test må afvige fra test, eller hvornår de nye krav skal gælde fra.

Ifølge Miljøstyrelsens repræsentant i EU-forhandlingerne, Katja Asmussen, har Danmark presset på for at få de nye krav indført.

- Vi har problemer med NOx-­udslippet i Europa og med at overholde grænseværdierne for NO2. Dieselbilerne er den primære kilde, så det skal der gøres noget ved hurtigst muligt, siger hun til Ingeniøren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.