Danske beachvolleykvinder tabte til favorit
Begge danske par ved kvindernes beachvolleyturnering i Baku tabte deres første kamp i to sæt.
Sådan så det ud, da European games 2015 åbnede i Aserbajdsjan. Det ser ikke ud til, at der bliver medaljer til de to danske beachvollykvinder, Eva Bang og Cecilie Olsen, der heller ikke var spået de store chancer.
Sådan så det ud, da European games 2015 åbnede i Aserbajdsjan. Det ser ikke ud til, at der bliver medaljer til de to danske beachvollykvinder, Eva Bang og Cecilie Olsen, der heller ikke var spået de store chancer. Foto: Dmitry Lovetsky/AP


Danmarks beachvolleykvinder til European Games var på forhånd ikke spået store medaljechancer, og det ser da også svært ud for begge par efter nederlag i første runde.

Eva Bang og Cecilie Olsen var oppe imod et af turneringens på papiret stærkeste par i skikkelse af hjemmebanefavoritterne Vivian Cunha og Zinaida Liubymova fra Aserbajdsjan, og det blev til et nederlag på 14-21 og 17-21.

I begge sæt var danskerne ellers godt med i indledningen, men mod slutningen gik de begge gange kolde i den bagende sol, som tydeligvis tærede på danskernes kræfter.

Også Line Trans og Helle Søndergaard måtte se sig slået i to sæt i deres første kamp. Schweizerne Nina Betschart og Nicole Eiholzer sejrede med 21-18 og 21-17.

Danskerne kan dog fortsat gå videre fra puljen, hvor de endnu hver mangler to kampe i puljen, som de skal spille de kommende dage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.