Danmarks beachvolleykvinder til European Games var på forhånd ikke spået store medaljechancer, og det ser da også svært ud for begge par efter nederlag i første runde.
Eva Bang og Cecilie Olsen var oppe imod et af turneringens på papiret stærkeste par i skikkelse af hjemmebanefavoritterne Vivian Cunha og Zinaida Liubymova fra Aserbajdsjan, og det blev til et nederlag på 14-21 og 17-21.
I begge sæt var danskerne ellers godt med i indledningen, men mod slutningen gik de begge gange kolde i den bagende sol, som tydeligvis tærede på danskernes kræfter.
Også Line Trans og Helle Søndergaard måtte se sig slået i to sæt i deres første kamp. Schweizerne Nina Betschart og Nicole Eiholzer sejrede med 21-18 og 21-17.
Danskerne kan dog fortsat gå videre fra puljen, hvor de endnu hver mangler to kampe i puljen, som de skal spille de kommende dage.
/ritzau/