Danske basketherrer vinder sidste EM-kvalifikationskamp
Danmark slutter med otte point sidst i kvalifikationspulje B og kommer ikke med til næste års EM i basketball.


Danmark vandt lørdag den sidste puljekamp over Østrig 86-72 i Arena Næstved, men ender alligevel på sidstepladsen med otte point i pulje B i kvalifikationen til EM i basketball for herrer.

Anders Voskuil blev danskernes topscorer med 17 point tæt forfulgt af Darko Jukic, der lavede 16 point.

Østrig ender også med otte point, og Tyskland vinder puljen med ti point og kvalificerer sig til EM, som spilles næste år.

Holland har ligesom Tyskland ti point, men hollænderne kommer ikke med til EM som en af de fire bedste toere i de syv puljer.

Lørdagens sejr var Danmarks anden i puljen. Den første kom i hus, da Danmark efter tre overtidsperioder besejrede gruppevinderne Tyskland 106-102 i Næstved.

EM næste år bliver spillet i fire lande; Rumænien, Finland, Israel og Tyrkiet. De afgørende kampe bliver spillet i Tyrkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.