Danske banker fusionerer
Nordjyske Bank og Nørresundby Bank ser sig nødsaget til at fortælle om sammenlægningsplanerne før tid.
Bankkunderne i Nørresundby Bank og Nordjyske Bank skal vænne sig til et nyt navn. Arkivfoto
Bankkunderne i Nørresundby Bank og Nordjyske Bank skal vænne sig til et nyt navn. Arkivfoto Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Nordjyske Bank og Nørresundby Bank smelter fra 1. januar sammen til ét pengeinstitut. Det meddeler bankerne i en fondsbørsmeddelelse natten til fredag.

Navnet på banken bliver i fremtiden A/S Nordbank og får hovedkontor i Nørresundby.

Meldingen om fusionen kommer allerede nu, fordi der angiveligt er blevet stjålet "kursfølsomme oplysninger" om fusionsplanerne.

- Baggrunden for fusionen er ønsket om at skabe en stærk nordjysk lokalbank. En bank, der også i fremtiden skal spille en afgørende rolle i Nordjylland og sikre, at beslutninger fortsat træffes lokalt, skriver bankerne i meddelelsen.

Sammenlægningen ventes at koste 50 ansatte jobbet. Det skyldes blandt andet, at enkelte filialer skal lukkes eller lægges sammen. Det bliver sandsynligvis i Brønderslev og Hjallerup, hvor begge banker i dag har filialer.

Siden finanskrisens begyndelse i 2008 er der kommet en lang række nye krav til danske banker. Det har de seneste år ført til en række fusioner mellem små og mellemstore banker. Det er også en af begrundelserne for at lægge de to nordjyske banker sammen, selv om de understreger, at de begge er velkonsoliderede.

- Organisationerne skal have en minimumstørrelse for at kunne leve op til dels de mange nye krav afledt af den seneste krise, dels til kundernes krav om billigere produkter og højere rådgivningsniveau, skriver bankerne og nævner områder som bolig, pension, investering, forsikring og realkredit.

Fusionen er først officielt en realitet, når repræsentantskaberne og generalforsamlingerne i de to banker har godkendt planerne.

Bankerne har tilsammen omkring 125.000 kunder primært i Nordjylland. Kunderne betjenes tilsammen af cirka 530 ansatte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.