Danske Bank: Netbank og MobilePay virker igen
Danske Bank oplyser, at der efter et langvarigt nedbrud igen er gang i bankens systemer.


Søndag middag blev Danske Bank ramt af en teknisk fejl, der gjorde det umuligt for bankens kunder at bruge bankens digitale platforme som MobilePay, netbank eller mobilbank på telefonen.

Cirka klokken 21 søndag aften, efter godt ni timers nedbrud, kan Danske Bank nu oplyse, at systemerne nu virker igen.

Danske Bank har blandt andet aftaler med Dansk Supermarked, Rema1000 og Smukfest, som bruger betalingssystemet MobilePay.

Derudover er det et populært middel til overførsel af penge mellem privatpersoner.

- Det er klart, at vi er rigtig ærgerlige over, at der sket et nedbrud, siger pressechef for Danske Bank, Kenni Leth.

Det er endnu ikke lykkes Danske Bank at finde årsagen til fejlen.

- Hvor fejlen opstod, ved vi endnu ikke præcist. Vi er ved at kigge på det. Vi er i fuld gang med at kigge på, hvad der er gået galt, og om det er muligt at lave en eller anden løsning, så vi kan sikre, at det ikke sker igen, siger Kenni Leth.

Han mener ikke, at der er en sammenhæng mellem de aktuelle problemer og tidligere nedbrud i Danske Banks systemer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.