Danske Bank leverer ventet milliardopjustering
Højere indtægter og lavere nedskrivninger får Danske Bank til at opjustere. Halvårsresultat blev på ni milliarder kroner.
Danske Bank opjusterer forventningerne til hele årets resultat fra over 14 milliarder kroner til nu over 16 milliarder kroner.
Danske Bank opjusterer forventningerne til hele årets resultat fra over 14 milliarder kroner til nu over 16 milliarder kroner. Foto: Danske Bank/free


Danske Bank havde så meget medvind i de første seks måneder af 2015, at banken nu kan smide to milliarder kroner oveni forventningerne til årets bundlinje.

Storbanken opjusterer forventningerne fra over 14 milliarder kroner til nu over 16 milliarder kroner. Det oplyser banken i regnskabet for andet halvår.

- Forventningerne til resultatet efter skat for 2015 opjusteres til over 16 milliarder kroner på baggrund af højere indtægter og lavere nedskrivninger, siger bankens topchef Thomas F. Borgen i regnskabet.

Danske Bank fastholdt forventningerne om et nettooverskud på 14 milliarder kroner til hele året efter første kvartal, men de 11 analytikere, som har leveret estimater til Ritzau Estimates, ventede en opjustering fra banken efter andet kvartal.

De 11 analytikere, som følger banken tæt, venter et overskud på 16,8 milliarder kroner i Danske Bank, når året er omme. Estimaterne fordeler sig mellem 14,9 milliarder kroner og 17,4 milliarder kroner.

Bankens topchef Thomas F. Borgen kan med egne ord se tilbage på et tilfredsstillende halvt år, hvor Danske Bank fik et resultat før skat på 12,1 milliarder kroner.

Efter skat blev resultatet 9,4 milliarder kroner, hvilket er en forbedring på 36 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Resultatet skyldes høj kundeaktivitet, forbedrede makroøkonomiske forhold og faldende nedskrivninger, siger Thomas F. Borgen i regnskabet.

- Vores underliggende forretning fortsatte den positive udvikling i takt med, at vi eksekverede vores strategi om at blive en mere kundefokuseret, enkel og effektiv bank, tilføjer han.

Ifølge Thomas F. Borgen havde Danske Bank "fortsat positiv kundeudvikling" i første halvår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.