Danske Bank har de mest utilfredse kunder
Hver femte danske bankkunde overvejer at skifte bank, viser undersøgelse. Svensk bank er den mest populære.
Kunderne i Danske Bank er knap så utilfredse som før, viser undersøgelse. Arkivbilledet er fra bankens hovedsæde.
Kunderne i Danske Bank er knap så utilfredse som før, viser undersøgelse. Arkivbilledet er fra bankens hovedsæde. Foto: Hovedkvarter/free


Danskerne er blevet mere tilfredse med deres bank, og for selv Danske Bank, der i en længere periode har kæmpet med sit image hos kunderne, er tendensen ved at vende.

Også selvom Danske Bank igen i år ligger på en absolut sidsteplads i en tilfredshedsmåling udført blandt danskerne.

Det viser en ny undersøgelse fra det uafhængige og ikke-kommercielle selskab Epsi, der årligt måler bankkunders tilfredshed i hele Norden.

Det er ifølge tallene igen den svenske Handelsbanken, der har de mest tilfredse kunder, mens Danske Bank altså er bundskraber. Selv om banken har mærket markante forbedringer i målingen på knap fem procentpoint blandt de private kunder, er der stadig "stor forskel" mellem Danske Bank og de øvrige banker.

Danske Banks image har blandt andet været plaget af den udskældte New Standards-kampagne og indførelsen af et gebyr for visse kunder for at have en konto i banken.

Undersøgelsen viser samtidig, at bankkunderne generelt har lav tillid til branchen, og at hver femte kunde overvejer at skifte bank. Alligevel er det kun et fåtal, der gør noget ved situationen.

- Selv om kunderne ikke altid er tilfredse med deres bank, er kunderne meget trofaste over for deres bank, siger Helene Söderberg, der er administrerende direktør i Epsi Danmark, i en pressemeddelelse.

Ifølge Epsis undersøgelse har halvdelen af de adspurgte kunder haft en relation til deres bank i mere end 10 år, mens cirka halvdelen af dem aldrig har skiftet fra deres primære bank.

Epsis tal offentliggøres onsdag. 3100 private og erhvervskunder har deltaget i den danske undersøgelse, mens over 30.000 nordiske kunder er blevet interviewet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.