Danske badmintonpar er finaleklar
Både den danske damedouble og mixeddouble er klar til finalen ved Malaysia Masters.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt lørdagens semifinale mod det tredjeseedede indonesiske par. Arkivfoto.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt lørdagens semifinale mod det tredjeseedede indonesiske par. Arkivfoto. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


De danske doublekonstellationer lever foreløbigt op til deres favoritroller ved badmintonturneringen Malaysia Masters.

Både den topseedede danske damedouble og mixeddouble er klar til søndagens finaler.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt lørdagens semifinale mod det tredjeseedede indonesiske par.

Pia Zebadiah Bernadeth og Rizki Amelia Pradipta blev slået med cifrene 21-12, 23-21. Danskerne afværgede to sætbolde, inden sejren blev sikret i det tætte andet sæt.

Et par timer senere var Christinna Pedersen igen i aktion i sin semifinale sammen med Joachim Fischer.

Her blev en komfortabel sejr over Peng Soon Chan og Pei Jing Lai fra Malaysia sikret med 21-10, 21-7.

I finalen venter et indonesisk par, der er seedet to i turneringen. I damedoublen skal den danske duo møde et useedet japansk par.

Malaysia Masters er som Grand Prix Gold-turnering rangeret lige under Super Series-niveau, og derfor er en stor del af verdenseliten også fraværende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.