Dansk VM-finalist i bueskydning: Alt fungerede perfekt
Stephan Hansen var helt uden nerver, da han torsdag kvalificerede sig til VM-finalen i compound på hjemmebane.


Stephan Hansen er klar til at kæmpe om guld ved VM i bueskydning i København, når han lørdag møder inderen Rajat Chauhan i finalen i compound.

Torsdag tog den unge falstring fire sejre på stribe og banede sig vej til finalen. Undervejs besejrede han den forsvarende verdensmester.

- Det hele fungerede bare perfekt. Jeg var ikke nervøs og kunne stole 100 procent på teknikken. Det var helt specielt at skyde mod Mike (Schloesser, red). Han er forsvarende verdensmester, så han var klar favorit.

- Det gjorde, at jeg kunne skyde frit og uden nerver, siger Stephan Hansen i en pressemeddelelse.

Stephan Hansen er allerede den første skytte, der har vundet VM for skytter under 17 år og VM for skytter under 20 år året efter. I juni vandt han U20-VM igen.

Nu kan han altså vinde sin første individuelle senior-guldmedalje, hvis han lørdag kan overføre storformen fra Sundby Idrætspark til Christiansborg Slotsplads, hvor medaljekampene afvikles.

- Mit mål inden VM var at komme til at skyde på Christiansborg Slotsplads. Det havde jeg indfriet, da jeg nåede semifinalen. Det var befriende, så jeg var slet ikke nervøs i semifinalen.

- Jeg har aldrig været tættere på en VM-guldmedalje end nu, så nu er det bare med at tage det sidste stik, siger Stephan Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.