Dansk virksomhed går gaveamok: Ansatte får vild fødselsdagsgave
34 medarbejdere hos Jydsk Emblem Fabrik i Malling skal en tur til Thailand.
Foto: Scanpix/Iris


For den jyske virksomhed Jydsk Emblem Fabrik i Malling er det ikke nok at fejre fødselsdag med kage og et par flasker vin til de ansatte.

Virksomheden, der torsdag bliver 130 år, har nemlig valgt at forære alle 34 ansatte en helt speciel gave; en rejse til Thailands næststørste by Chiang Mai.

Det skriver Århus Stiftstidende.

- Det kommer sig af, at man, når man arbejder med ting fra Østen, har et behov for at få en forståelse for, hvordan tingene bliver produceret. At det er mennesker og ikke maskiner, der fremstiller tingene, siger Hanne Hørup, der er den ene af to direktører i virksomheden, til Århus Stiftstidende.

Og noget tyder på, at det i hvert fald på gavefronten er et rigtig godt sted at være ansat.

Ifølge Århus Stiftstidende har medarbejderne nemlig tidligere været inviteret på ferie- og arbejdstur til Kina, Holland og Italien.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.