Dansk virksomhed bygger kæmpe fabrik i Sydøstasien
Den danske cementkoncern FLSmidth har fået en ordre i Vietnam til en værdi af cirka 750 millioner kroner.
FLSmidth har modtaget en ordre på cirka 750 millioner kroner på levering af en cementfabrik i Vietnam. Her ses en af FLSmidth's cementfabrikker i Brasilien.
FLSmidth har modtaget en ordre på cirka 750 millioner kroner på levering af en cementfabrik i Vietnam. Her ses en af FLSmidth's cementfabrikker i Brasilien. Foto: FLSmidth/free


Cementkoncernen FLSmidth har modtaget en ordre på cirka 750 millioner danske kroner fra den vietnamesiske cementproducent Xuan Than Group, skriver FLSmidth i en meddelelse.

- Det vietnamesiske cementmarked forventes at vokse over de kommende år, og det er et velkendt marked for FLSmidth, da vi har været til stede i landet i mange år, udtaler Per Mejnert Kristensen, der er direktør for cement-divisionen.

Ordren består af levering af en komplet cementfabrik med en kapacitet på 12.000 tons per dag. Cementfabrikken skal opføres 100 kilometer syd for Vietnams hovedstad, Hanoi.

Ifølge FLSmidth bliver fabrikken den største cementfabrik i Sydøstasien med det mest energieffektive udstyr, den mest avancerede emissionskontrol og førende processtyringssystemer.

- Opførslen af den største cementfabrik i Sydøstasien bekræfter også vores stærke position i området, siger Per Mejnert Kristensen.

Virksomhedens fokusområde er at levere maskineri, knowhow og service til cementindustrien, og den leverer desuden produkter og services til mineindustrien.

FLSmidth beskæftiger næsten 15.000 mennesker og har kontorer i mere end 50 lande. Virksomheden har hovedsæde i Valby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.