Dansk verdensstjerne tager velfortjent pause
Den danske sangerinde MØ har valgt at holde en sjælden ferie i de norske fjelde.
Sangerinden MØ optrådte blandt andet sammen med Major Lazer på den nye danske musikfestival Tinderbox i juni.
Sangerinden MØ optrådte blandt andet sammen med Major Lazer på den nye danske musikfestival Tinderbox i juni. Foto: Unger Anthon/Polfoto


Den ene dag giver hun koncert i Israel, den næste dag er hun live på amerikansk tv's "The Tonight Show". Her imellem får MØ så lige klemt alverdens musikfestivaler og 30 koncerter over hele verden ind i programmet.

Siden den danske sangerinde med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted i 2013 for første gang toppede hitlisterne med numre som "Maiden" og "Pilgrim", har den 26-årige fynbo knap haft tid til at stoppe op og trække vejret.

Nu har den musikalske arbejdshest imidlertid tilladt sig selv en pause. Det fremgår af et billede, som MØ har delt på det sociale medie Instagram.

På billedet sidder den fynske sangfugl med udstrakte ben og vandrestøvler på gulvet i et tog.

- Jeg sidder på gulvet i et overfyldt tog. I morgen tager jeg på vandretur i Norges fjelde, skriver MØ til billedet af sine bestøvlede ben.

Af sangerindens hashtags fremgår det, at det er MØ's første ferie i to år. Beslutningen om at tage en kort pause fra det travle turnéliv møder stor opbakning hos MØ's fans.

Flere af sangerindens følgere på Instagram kommenterer, at de mener, den unge sangerinde virkelig fortjener en ferie. Én norsk-skrivende følger advarer dog sangerinden om Norges fugtige femdøgnsprognose.

- Åh nej - ikke godt med dårligt vejr! Heldigvis har jeg en god regnjakke med, skriver MØ tilbage.

Efter den rekreerende tur til Norge, rejser MØ senere på måneden til Australien, hvor hun skal spille tre koncerter, inden hun fortsætter sin sommerturné i Østeuropa og Skandinavien.

Der er ingen danske koncerter på programmet for MØ lige foreløbigt. Dog kommer hun til Sverige i slutningen af august, hvor hun spiller på Eriksdalsbadet i Stockholm.

Se MØ's opvarmningsbillede til ferien her: https://instagram.com/p/4zA01Orr_A/?taken-by=momomoyouth

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.