Dansk ungdomskriminalitet halveret siden 2006
For ottende år i træk falder kriminalitet blandt børn og unge. - Endnu ikke i mål, siger justitsministeren.
I 2006 faldt der 25.300 sigtelser mod børn i alderen 10 til 17 år, mens tallet var 12.800 i 2014.
I 2006 faldt der 25.300 sigtelser mod børn i alderen 10 til 17 år, mens tallet var 12.800 i 2014. Foto: Colourbox/free


Børn og unge er blevet mere tilbøjelige til at holde sig på dydens smalle sti. For ottende år i træk falder kriminaliteten blandt danske børn og unge.

Det viser en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Siden 2006 er antallet af sigtelser og mistanker blevet halveret. I 2006 faldt der 25.300 sigtelser mod børn i alderen 10 til 17 år, mens tallet var 12.800 i 2014.

Når man er under den kriminelle lavalder, kan man ikke sigtes. I Danmark er den kriminelle lavalder 15 år.

Rapporten viser også, at antallet af sigtelser og mistanker faldt hvert år i perioden.

Ikke overraskende vækker rapporten glæde hos justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Der er ingen tvivl om, at de senere års indsats mod ungdomskriminalitet er en succes, når antallet af mistanker og sigtelser falder uafbrudt gennem otte år, lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Den mest hyppige sigtelse er butikstyveri, som står for næsten hver femte af sigtelserne, som er registreret i perioden.

Selv om tallene er nedadgående, føler Mette Frederiksen, at der er flere steder, man kan sætte ind for at mindske tallene i endnu højere grad.

- Vi er endnu ikke i mål. Der er derfor brug for at skubbe på udviklingen og løfte indsatsen yderligere, så færre unge fremover starter en kriminel løbebane, og flere kommer ud af kriminalitet, siger hun.

Også Kriminalforsorgsforeningen, der er fagforening for de civilt ansatte i fængslerne, glæder sig over den positive udvikling i ungdomskriminaliteten.

- Det viser, at blå bloks forslag om at sænke den kriminelle lavalder er totalt overflødigt og ren signalpolitik, som kan have den stik modsatte virkning, siger formand John Hatting, Kriminalforsorgsforeningen.

Et andet forslag om ungdomsdomstole kan ifølge foreningen føre til en kamp om at få ret i stedet for at finde den rette løsning for den unge i samarbejde med familien og de sociale myndigheder.

- Vi skal holde fast i de sociale tiltag, og samfundet skal reagere hurtigt, siger John Hatting til Ritzau.

Eksempelvis skal bøder falde hurtigt, og unge kan sættes til selv at rydde op, hvis de maler graffiti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.