Dansk triatlet har fået sin OL-billet
25-årige Andreas Schilling er udtaget til OL i Rio til august på en svær rute, som passer ham godt.
Triatleten Andreas Schilling har fået sin OL-billet. Han skal forsøge at svømme, cykle og løbe sig til succes på en hård OL-rute, hvor særligt cykelturen bliver kuperet.
Triatleten Andreas Schilling har fået sin OL-billet. Han skal forsøge at svømme, cykle og løbe sig til succes på en hård OL-rute, hvor særligt cykelturen bliver kuperet. Foto: Team Danmark/Free


Triatleten Andreas Schilling fra Fredericia er udtaget til OL i Rio.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse torsdag.

Den 25-årige triatlet sikrede i sidste måned Danmark en nationsplads i mændenes triatlonkonkurrence, og nu har DIF og Team Danmark officielt udtaget ham.

- Det bliver en kæmpe oplevelse for mig. Jeg har længe haft fokus på OL, og det har lige givet mig fem procents ekstra motivation, når det har været hårdt. Det har gjort, at jeg lige har kunnet grave lidt dybere både til træning og i konkurrence, siger Andreas Schilling i pressemeddelelsen.

Danmark har haft triatleter med ved OL siden sportsgrenen første gang var på programmet ved OL i Sydney i 2000.

Triatlon består på OL-distancen af 1,5 kilometers svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb.

For fire år siden i London var ruten pandekageflad. Nu vil en stejl bakke på cykelruten formentlig få stor betydning for udfaldet.

- Jeg skal arbejde med den bakke. Det er på cyklen, at jeg normalt kan gøre den største forskel, så ruten passer fint til mig, siger triatleten.

Svømningen vil foregå i Atlanterhavet ud for Cobacabana-stranden og løberuten kommer også at ligge langs stranden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.