Dansk tennistræner afslår vildt tilbud
Michael Mortensen blev for nylig tilbudt jobbet som træner for canadieren Eugenie Bouchard.
Michael Mortensen (i rødt) har ved flere lejligheder været tilknyttet Caroline Wozniacki.
Michael Mortensen (i rødt) har ved flere lejligheder været tilknyttet Caroline Wozniacki. Foto: POULSEN LARS/Polfoto


Den danske tennistræner Michael Mortensen førte i 2011 kineseren Li Na frem til sejren i grand slam-turneringen French Open.

Ved flere lejligheder har han også været tilknyttet Caroline Wozniacki - senest i år - og Michael Mortensen er åbenbart fortsat en eftertragtet herre i sporten.

Han har for nylig takket nej til at træne den canadiske stjernespiller Eugenie Bouchard, som ligger nummer syv på verdensranglisten.

Michael Mortensen blev ringet op af Serena Williams' agent Jill Smoler, som kontaktede danskeren på vegne af Bouchard.

- Hun spurgte, om jeg ville være interesseret i at blive fuldtidstræner for Eugenie Bouchard, siger Michael Mortensen til Ekstra Bladet.

Michael Mortensen takkede nej. Han har aftalt at vende tilbage til KB som cheftræner fra 1. januar, og desuden kommenterer han tennis for Eurosport.

- Men jeg har da sagt, at de gerne må vende tilbage, for hun er en rigtig sød pige, som jeg har talt med flere gange, og en meget spændende spiller, siger Michael Mortensen.

20-årige Bouchard har haft en god 2014-sæson, hvor hun blandt andet spillede sig frem til finalen ved Wimbledon.

Hun kom desuden frem til semifinalen i grand slam-turneringerne French Open og Australian Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.