Dansk tennisleder får international toppost
Thomas Kønigsfeldt er blevet valgt ind i bestyrelsen i Det Internationale Tennisforbund.
Dansk tennis har fået valgt en leder ind i ITF.
Dansk tennis har fået valgt en leder ind i ITF. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Danmark har fået en repræsentant i bestyrelsen hos Det Internationale Tennisforbund (ITF).

57-årige Thomas Kønigsfeldt, der er næstformand i Dansk Tennis Forbund (DTF), blev fredag valgt på ITF's generalforsamling i Chile.

Valget gælder frem til 2019.

- Jeg er meget stolt, og jeg er rørt over den store støtte, siger Thomas Kønigsfeldt til Dansk Tennis Forbunds hjemmeside.

Han gik blandt andet til valg på at skaffe flere indtægter til ITF, for eksempel ved at afholde et VM i tennis.

Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), glæder sig over valget.

- Det er en betydelig idrætspolitisk post, som Thomas Kønigsfeldt er blevet valgt ind til, og jeg er utroligt glad for, at vi har fået endnu en dansker til tops i et stort internationalt forbund.

- Det er en bærende del af DIF's idrætspolitiske program at arbejde for at få valgt flere danskere ind på idrættens politiske topposter.

- Med danskere siddende på bærende internationale poster får vi størst mulighed for at præge udviklingen i international idræt med stærke skandinaviske værdier og holdninger, siger Niels Nygaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.