Dansk teenager: Mega skuffet over at slutte uden bronze
Den danske bordtennisspiller Sophie Walløe ville gerne have afsluttet eventyret ved para-OL med bronze.
Danske Sophie Walløe magtede ikke at besejre Bruna Costa Alexandre fra Brasilien i bronzekampen ved para-OL i Rio.
Danske Sophie Walløe magtede ikke at besejre Bruna Costa Alexandre fra Brasilien i bronzekampen ved para-OL i Rio. Foto: Lars Møller/Lars Møller


Bronzekampen ved para-OL i Rio var hurtigt overstået for Sophie Walløe, der tabte i tre sæt til hjemmebanehelten Bruna Alexandre.

Sætcifrene lød på 11-2, 13-11, 11-8 og fortæller historien om et ensidigt bordtennisopgør, hvor Sophie Walløe kom dårligt fra start.

Selv om Sophie Walløe formåede at presse brasilianeren i andet og tredje sæt, var den 16-årige dansker aldrig for alvor i nærheden af at få overtaget i kampen.

- Jeg er mega skuffet lige nu. Ikke over min turnering, som har været fantastisk, men over denne her slutning. Det var ikke min bedste kamp, og jeg ved, at jeg kan gøre det bedre, siger Sophie Walløe.

De paralympiske lege har samlet set været en fantastisk oplevelse for den unge dansker, der har præsteret overraskende godt i Rio.

- Når jeg lige har sundet mig over denne her, skal jeg nok kunne glæde mig. Jeg har spillet mit livs bedste bordtennis, og jeg kan kun blive bedre, lyder det fra Sophie Walløe.

Danmark har vundet tre medaljer ved para-OL i Rio indtil videre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.