Dansk svømmer sætter nordisk rekord
Viktor Bromer var næstbedst af alle og satte nordisk rekord på 200 meter butterfly tirsdag formiddag.
Viktor Bromer satte nordisk rekord tirsdag formiddag på 200 meter butterfly. Han svømmer semifinale tirsdag aften.
Viktor Bromer satte nordisk rekord tirsdag formiddag på 200 meter butterfly. Han svømmer semifinale tirsdag aften. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den danske svømmer Viktor Bromer satte tirsdag formiddag nordisk rekord ved VM i Rusland.

Danskeren svømmede 1.54,47 minutter i sit indledende heat på 200 meter butterfly og blev nummer to i sit heat efter ungareren Laszlo Cseh. Bromer slog sin egen nordiske rekord med næste et sekund, den tidligere rekord lød på 1.55,29.

Bromer var først ved sidste vending i bassinet, men faldt lidt ned mod slutningen, blev indhentet og passeret af ungareren.

- I mine øjne var det rigtig morgen. Det føltes rigtig godt de første 100 meter, men det føltes som om, jeg løb tør for energi og hjemturen de sidste 50 meter føltes dårligt, siger Bromer til TV2 Sport.

Men danskerens tid var altså god nok. Næstbedst af alle - og ny nordisk rekord. Bromer svømmer semifinale tirsdag aften.

Her håber han at svømme endnu hurtigere

- Det er det bedste morgenløb, jeg nogensinde har haft. Nu håber jeg, der er mere i den, og jeg håber, det er nok til at komme i finalen.

Den 22-årige aalborgenser blev europamester på distancen sidste år. Han sagde dog før VM i Kazan, at VM ville blive meget anderledes. Derfor var Viktor Bromers ambition på forhånd blot en finaleplads ved VM.

- VM bliver meget anderledes end EM i Berlin. Lige nu er der gang i et kapløb om at blive den nye stjerne efter Michael Phelps på 200-meteren, og det er spændende at være med i, lød det fra Bromer forud for VM.

Danskeren viste i sit indledende heat, at han selv er med i kapløbet.

Viktor Bromer går til semifinalen med næstbedste tid af alle. Semifinalen svømmes tirsdag aften. Finalen svømmes onsdag.

Senere tirsdag formiddag satte Mads Glæsner også dansk rekord på 800 meter fri. Med tiden 7.51,24 minutter slog han sin egen danske rekord med næsten et sekund.

Rekorden var fra 2009, og tirsdagens rekord var Glæsners første, siden svømmerne fik forbud mod at bruge den hurtige svømmedragt for år tilbage.

Rekorden var desuden oprejsning for Mads Glæsner, som i søndags missede OL-kravet på 400 meter fri med kun 5/100 af et sekund.

800 meter fri for herrer er ikke OL-disciplin, og på trods af rekordtiden kvalificerede Mads Glæsner sig ikke til VM-finalen i disciplinen. 12 svømmere var hurtigere end danskeren, og kun otte svømmere går videre til finalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.