Cykelrytteren Magnus Cort Nielsen (Orica-Bikeexchange) er jublende lykkelig efter sin sejr på 21. etape i Vuelta a España.
Søndagens triumf var den 23-årige danskers anden etapesejr i løbet.
- Det var fandeme vildt lige at bevise det igen.
- Det er fantastisk. Det er et nyt niveau, siger Magnus Cort Nielsen til TV2 Sport.
Ordene faldt, mens han trillede ned mod sine holdkammerater, som foruden hans imponerende spurtsejr også kunne fejre at have sikret colombianeren Johan Esteban Chaves den samlede tredjeplads i løbet.
- Det var ufatteligt fedt at vise, at jeg var der, og at den første gang ikke var et tilfælde. Det er fantastisk at sætte en stor fed streg under, at jeg er blandt de hurtigste i feltet i det her cykelløb, siger Cort.
Orica-mandskabet satsede på Cort på sidste etape, og det var derfor de øvrige holdkammerater, der hentede vandflasker og den slags.
- Jeg var ikke nede og hente flasker, og jeg havde taget den helt hurtige skinsuit på. Og så måtte drengene hjælpe mig rundt. Der var ikke plads til andet end mine egne flasker på cyklen.
- Det er fedt, for det sætter også pres på, når vi stadig skal holde øje med, at der ikke opstår huller til Chaves.
- Det sætter ekstra pres på at få flere mænd omkring mig, men det gør det også endnu federe at vinde. Vi ville det, og vi gjorde det, siger Cort til TV2 Sport.
Chaves' landsmand Nairo Quintana (Movistar) vandt Vuelta a España foran Chris Froome (Sky).
Cort ser nu frem til at få muligheden for at køre VM på landevej i Qatar senere på året.
- Det bliver spændende dernede. Jeg vil gøre, hvad jeg kan. Men det bliver et andet felt, end det jeg har kørt med i Vueltaen, siger Cort til tv-stationen.
/ritzau/