Dansk stortalent får plads på Team Post Danmark
Magnus Cort skal køre Post Danmark Rundt, selv om hans hold, Orica Greenedge, ikke deltager i etapeløbet.


Den 22-årige cykelrytter Magnus Cort er klar til at jagte nye triumfer i cykelløbet Post Danmark Rundt.

Corts hold, Orica Greenedge, deltager ganske vist ikke i årets løb, men Cort bliver en del af Team Post Danmark, som består af de bedste danske ryttere, hvis hold ikke stiller op i det danske etapeløb.

Dermed få han chancen for at udbygge sin flotte statistik i løbet. Cort har deltaget i løbet to gange og har sammenlagt vundet tre etaper.

- Jeg glæder mig meget til at køre Post Danmark Rundt igen. Det er et løb, som jeg kun har kørt to gange før, men har rigtig gode minder fra begge gange.

- Jeg tror, det bliver svært at gøre de to sidste år efter. Men jeg vil da prøve, siger Magnus Cort i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.

Så sent som i søndags viste Cort god form, da han vandt en afdeling af Post Cuppen.

De øvrige ryttere til årets Team Post Danmark udtages efter weekendens danske mesterskaber på Djursland.

Den 25. udgave af Post Danmark Rundt har start den 4. august i Struer, og traditionen tro slutter det på Frederiksberg Allé, denne gang 8. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.