Dansk stjerne-skuespiller sælger luksussommerhus: Så dyrt er det
Skuespilleren Waage Sandø har sat sit sommerhus i Vejby i Nordsjælland til salg. Du kan således købe hans havudsigt og terrasse med jacuzzi.
Kaj Holger alias Waage Sandø skiller sig af med sin nordsjællandske perle.
Kaj Holger alias Waage Sandø skiller sig af med sin nordsjællandske perle. Foto: Scanpix/arkiv


Den 72-årige skuespiller Waage Sandøs luksussommerhus i Vejby i Nordsjælland er sat til salg. Det er udbudt til en pris på syv millioner kroner, og er dermed blandt de 100 dyreste sommerhuse, som er på markedet i Danmark i øjeblikket.

Det skriver Boliga.dk.

Der er flere gode grunde til, at Waage Sandøs sommerhus ligger i den absolut dyre ende af prisskalaen, når der snakkes sommerhuse i Danmark.

Ejendommen ligger nærmest i strandkanten ved den populære sommerhusby Vejby mellem Tisvilde og Rågeleje, men ud over en attraktiv adresse og - fra første parket - en strålende udsigt over Kattegat, kan man lade sig glide ned i jacuzzien på terrassen og lade havets skvulpen overmande en. Og det endda i al slags vejr, i og med at jacuzzien er placeret på en overdækket terrasse.

Perlen byder på i alt 120 kvadratmeter fordelt på fire værelser, en kælder på 35 kvadratmeter, soveværelse med fransk altan, 1200 kvadratmeter grund og - ikke mindst - en sti direkte ned til stranden.

Waage Sandø, der i offentligheden formentlig bedst er kendt for sin rolle som fabriksdirektør Kaj Holger i DR-serien Krøniken, købte sommerhuset i 1985. Den gang betalte han 638.000 kroner for boligen - det svarer i nutidskroner til cirka 1,25 millioner kroner, skriver Boliga.dk.

Waage Sandø

Waage Sandø er skuespiller, instruktør og tidligere teaterchef på Odense Teater, Det Danske Teater og Folketeatret.

Som skuespiller har han optrådt i teater, revy, radio, tv-serier og film og har udover rollen som Kaj Holger i Krøniken medvirket i DRs dramaserie Rejseholdet og senest i TV2-succesen Badehotellet og i DR-serien Bedrag, som har Thomas Bo Larsen i hovedrollen.

Han har desuden medvirket i adskillige film og teaterstykker.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.