Dansk statsborger bliver truet på løbeseddel i Hebron
En dansk mand, som arbejder som frivillig i Hebron, trues på en løbeseddel omdelt af byens bosættere.
Israelske soldater står vagt ved et checkpoint i nærheden af den palæstinensiske by Hebron. På løbesedler, som er blevet delt ud i Hebron, truer israelske bosættere de frivillige vesterlændinge, som befinder sig i byen.
Israelske soldater står vagt ved et checkpoint i nærheden af den palæstinensiske by Hebron. På løbesedler, som er blevet delt ud i Hebron, truer israelske bosættere de frivillige vesterlændinge, som befinder sig i byen. Foto: Mahmoud Illean/AP


Den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden har de seneste måneder været hjemsøgt af sammenstød mellem israelere og palæstinensere, og stemningen er i stigende grad blevet anspændt.

Også mellem byens jødiske bosættere og de europæiske aktivister og frivillige, der opholder sig i Hebron for at dokumentere overgreb fra Israel, er spændingerne til at tage og føle på.

På truende løbesedler kalder de israelske bosættere de frivillige vesterlændinge for anarkister og antisemitter, skriver Berlingske.

- Soldat og borger, vær opmærksom: Personerne på billedet er her for at ramme israelere af antisemitiske årsager. Vær venlig at agere i overensstemmelse hermed, lyder det blandt andet på løbesedlerne.

Også en dansk statsborger er afbilledet på en af sedlerne, som er blevet delt ud i Hebron.

Det drejer sig om 27-årige Rasjesh Lillebæk Holmen, som er ledsager i Kirkernes Verdensråd i Hebron og på Vestbredden. Han fortæller, at han blev meget overrasket, da han så sedlen.

- Selv om internationale aktivister tidligere er blevet overfaldet, er der ikke tvivl om, at vi tager løbesedlerne seriøst og ser dem som en personlig trussel mod vores sikkerhed, siger Rajesh Lillebæk Holmen til avisen.

Som konsekvens har Rajesh Lillebæk Holmen været nødt til at forlade Hebron i fem dage, ligesom han efterfølgende har holdt lav profil.

Den israelske regering har ved flere lejligheder anklaget Kirkernes Verdensråd for at være ensidigt propalæstinensisk.

Israels politi fortæller til Berlingske, at de ikke har kendskab til løbesedlerne. Samme melding kommer fra det israelske justitsministerium, som heller ikke ønsker at kommentere sagen.

Heller ikke den jødiske menighed i Hebron kender til løbesedlerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.