Dansk speedwaykører ligger i koma efter skud-episode
Den 27-årige speedwaykører Kenni Larsen er indlagt i Odense efter en skud-episode torsdag aften.
Den 27-årige speedwaykører (bagerst) Kenni Larsen er indlagt i Odense efter en skud-episode torsdag aften. (Arkivfoto).
Den 27-årige speedwaykører (bagerst) Kenni Larsen er indlagt i Odense efter en skud-episode torsdag aften. (Arkivfoto). Foto: Davali Philip/Polfoto


Den danske speedwaykører Kenni Larsen ligger i kunstig koma, efter at han torsdag blev ramt af et skud i hovedet.

Det bekræfter forretningsfører i Kenni Larsens barndomsklub Munkebo, John Rask-Nielsen, over for Ritzau.

- Jeg ved, at han ligger i koma nu og er blevet opereret i hovedet, siger John Rask-Nielsen.

Danskerens klubber i Polen og Sverige bekræfter også, at Kenni Larsen er kommet slemt til skade.

Omstændighederne omkring ulykken er endnu ukendte, og der kan være tale om et vådeskud.

27-årige Kenni Larsen var ved bevidsthed efter skud-episoden torsdag aften i det sydvestlige Odense.

Han blev opereret torsdag aften og blev efterfølgende lagt i kunstigt koma på Odense Universitetshospital.

Det var meningen, at Kenni Larsen i weekenden skulle have kørt Champions League-finale i Berlin med Munkebo, men finalen blev for nylig aflyst.

- Vi er fuldstændigt rystede over, hvad der er sket, og fatter det ikke.

- Vi skulle have siddet sammen nede i Berlin lige nu, men Champions League-finalen blev aflyst. Han skulle have været med på vores hold, siger John Rask-Nielsen.

Efter sidste sæson, hvor Munkebo vandt DM-guld, er Kenni Larsen skiftet til ligarivalerne Varde.

- Selv om han er skiftet til Varde, så må man i Champions League-finalen benytte kørere fra sidste sæson, så han skulle have været med Munkebo i Berlin, fordi han var med til at gøre os til dansk mester, siger John Rask-Nielsen.

Danskerens polske klub Falubaz og svenske Smederna nævner på deres hjemmesider, at Kenni Larsen er kommet galt afsted.

Smedernas sportschef, Jimmy Jansson, har fået fat på flere informationer.

- Kenni har været ude for at skyde med sit luftgevær, og der gik et vådeskud af.

- Kennis mekaniker fandt ham livløs og ringede efter hjælp. Kenni ligger nu i koma.

- Ingen ved nøjagtig, hvad der er sket, eller hvordan det er foregået bortset fra, at det er et vådeskud, der har ramt ham i hovedet, siger sportschefen.

Tidligere på ugen deltog Kenni Larsen i den danske grandprix-kvalifikation i Esbjerg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.