Dansk soldat såret i Afghanistan
Dansk soldat såret af skud i Afghanistan. Han har det dog efter omstændighederne godt.
Foto: VALENTE DITTE / POLFOTO


En dansk soldat blev fredag formiddag såret af skud i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando.

Soldaten var med sin enhed på en opgave i nærheden af Gereshk da de blev beskudt.

Soldaten modtog straks førstehjælp af sine kammerater og blev fløjet med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion.

Den sårede soldat kommer fra 4. deling Vikingkompagniet, som er udsendt af Jydske Dragonregiment fra Holstebro.

Soldaten har selv telefonisk underrettet sine nærmeste pårørende og har det efter omstændighederne godt, oplyser HOK.

Det er under to uger siden, at en anden dansk soldat blev såret af skud. Ved den lejlighed skete det også i forbindelse med en opgave nær Gereshk, der ligger i Helmand-provinsen.

Selv om der altså er en del angreb på de danske soldater i Afghanistan, er det efterhånden over et år siden, at en dansk soldat sidst har mistet livet.

Sidst det skete var den 3. september sidste år, hvor den 22-årige Jacob Sten Lund Olsen, 22 år, fra Gardehusarregimentet i Slagelse blev dræbt af en eksplosion under en patrulje nær Gereshk.