Smykkeselskabet Pandora har afbrudt samarbejdet med op mod 600 små forhandlere. Alle i USA og Canada.
Det skriver Børsen.
Størstedelen er butikker med et mindre sortiment af produkter fra den danske smykkevirksomhed.
Pandora har opdelt dets forhandlere i fem kategorier, og det er det nederste lag, som nu barberes væk.
Pandora vil ifølge Detailfolk.dk satse på rene konceptbutikker og forhandlere med ressourcer til at sælge de populære smykker på den rigtige måde.
- Hvis Pandora skal være et af de førende smykkemærker i verden, er det essentielt, at kunderne får den bedst mulige oplevelse i butikkerne. Derfor stiller vi nogle krav til forhandlerne, men desværre er det ikke alle, som ønsker at være med på de vilkår, siger Laurie McDonald, som sidder i direktionen for Pandora i USA, til Børsen.
Forhandlere er vrede
De 600 forhandlere har fået forbud mod at markedsføre Pandoras smykker, og den beslutning har angiveligt skabt vrede blandt ejerne af butikkerne.
- Vi har hjulpet med at opbygge Pandoras varemærke, og så spytter de os bare ud. Det er skammeligt, skriver Martin Smith fra butikken The Perfect Gift i Vancouver, Canada, ifølge Børsen på hjemmesiden JCK.
Om tiltaget er en reaktion på aktiemarkedets manglende tro på den danske smykkegigant er uvist. Men i august kunne Pandora konstatere, at dets aktiekurs faldt på fondsbørsen i København - selv om selskabets omsætning var vokset med 20 procent.