Dansk skuespillerinde med i stor musikvideo
Skuespillerinden Sofie Gråbøl spiller forbryder i det norske band a-has nye musikvideo.
Sofie Gråbøl er kendt for sin rolle som kriminalkommissær i tv-serien "Forbrydelsen". Nu spiller hun forbryder i en ny musikvideo.
Sofie Gråbøl er kendt for sin rolle som kriminalkommissær i tv-serien "Forbrydelsen". Nu spiller hun forbryder i en ny musikvideo. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


Den danske skuespillerinde Sofie Gråbøl er kendt i store dele af verden for sin rolle som kriminalkommissær Sarah Lund i DR's hitserie "Forbrydelsen".

Nu skifter skuespillerinden side. Hun er nemlig stjernen i det legendariske, norske band a-has nye musikvideo. Her spiller hun, helt modsat sin rolle i "Forbrydelsen", en forbryder, som har detektiver i hælene. Detektiverne spilles i stedet af to af bandets medlemmer.

Musikvideoen til bandets nye single "Under the Makeup" blev optaget i forrige uge i Telemark. Det skriver norske VG.

Det var ikke helt tilfældigt, at valget faldt på, at Sofie Gråbøl skulle være med i videoen.

- Den tyske instruktør kom i kontakt med Gråbøl, og bandet er superfans af hende, så de var rigtig glade, siger a-has manager, Harald Wiik til VG.

Bandmedlemmerne var da også begejstrede for at have den 47-årige skuespillerinde med.

- Vi synes, at hun er en af de mest spændende skandinaviske karakterskuespillere, vi har. En musikvideo er ikke nødvendigvis der, en skuespiller får udfoldet sig allermest, men med hende om bord giver det en anden tyngde, siger Magne Furuholmen fra a-ha.

Det norske band opnåede stor global succes med sangen "Take om Me" i firserne. I forlængelse af det nye album drager bandet på en stor turné til efteråret.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.