Den danske skuespillerinde Birgitte Bruun står nu som den første dansker i branchen frem og fortæller om et decideret seksuelt overgreb i forbindelse med sit arbejde.
Det gør hun til TV2, efter en lang række amerikanske Hollywoordstjerner er trådt frem og har fortalt om overgreb angiveligt begået af filmproducenten Harvey Weinstein. Anklager, som Weinstein selv afviser.
Birgitte Bruun startede som 18-årig på Odense Teater og har blandt andet haft en mindre rolle som køkkenpigen Ester i den folkekære serie Matador.
- Det var da lidt af et chok at komme ind i en meget voksen verden. Men det var først, efter jeg forlod Odense, at jeg oplevede det, vi skal snakke om, siger Birgitte Bruun til
TV 2. I slutningen af 70’erne spillede Birgitte Bruun teater i København, og det var her, hun var udsat for et overgreb.
- Der var en instruktør under en forestilling, som begik det, jeg i dag vil kalde absolut voldtægt, fortæller hun til
TV2.
Ifølge Birgitte Bruun skete voldtægten under dække af, at instruktøren ville øve en rolle med hende. De spiste middag og drak så kaffe, hvorefter voldtægten ifølge Birgitte Bruun foregik.
Skuespillerinden vil ikke fortælle de konkrete detaljer offentligt, fordi instruktøren, som også forbliver anonym, i dag er død. TV2 er dog bekendt med den fulde version.
Artiklen fortsæter under billedet.
Hun afviser, at hun kunne have råbt op og gjort noget dengang.
- Havde jeg råbt op, ville jeg i publikums, teaterchefers og producenters øjne for altid have været forbundet med ballade. Og det kan vi jo ikke have. Derfor er det så fantastisk stærkt, at disse Hollywoodpiger og -kvinder rejser sig op og siger: ”Nu må det være slut”, siger hun til TV2.