Dansk skuespiller skamroses i USA
Birgitte Hjort Sørensen skamroses af det amerikanske underholdningsblad Variety.
Birgitte Hjort Sørensen til den danske gallapremiere på HBO-serien "Vinyl".
Birgitte Hjort Sørensen til den danske gallapremiere på HBO-serien "Vinyl". Foto: /Polfoto


Birgitte Hjort Sørensen har for alvor fået hul igennem i udlandet, hvor hun ud over en rolle i "Game of Thrones" nu også er aktuel i HBO-serien "Vinyl", som selveste Martin Scorsese og Mick Jagger står bag.

Og nu nævner det amerikanske underholdningsblad Variety Birgitte Hjort Sørensen som en "international stjerne, man skal kende". Magasinet hylder den 34-årige dansker for hendes store repertoire, der ikke bare gælder skuespillet, men også et talent for sang og dans.

- Birgitte Hjort Sørensen brød igennem på tv ved at spille tv-journalisten Katrine Fønsmark i hitserien "Borgen". Og selv om det var en dansksproget serie, viste det sig at være hendes adgangsbillet til Hollywood, skriver Variety, der også bider mærke i danskerens engelskkundskaber.

Men Birgitte Hjort Sørensen mister formentlig ikke jordforbindelsen på trods af de rosende ord. I et interview med Ritzau Fokus har hun tidligere fortalt, hvordan hun prøver ikke at lade andres vurderinger påvirke hende.

- Det kan godt være voldsomt, at alle har en mening om det, man laver. Nogle gange er man nødt til at lukke ørerne, for man kan ikke have 17 kokke, der skal bestemme, hvad man skal og ikke skal, fortalte skuespilleren, der er begyndt at bruge meditation for at få ro til at tænke.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.