Dansk skuespiller indlagt efter ildebefindende på scenen
Skuespiller Anders Hove måtte tirsdag en tur på hospitalet efter et ildebefindende på scenen.
Anders Hove fik tirsdag et ildebefindende på scenen på Herning Teater.
Anders Hove fik tirsdag et ildebefindende på scenen på Herning Teater. Foto: Peter Clausen/Scanpix/arkiv


Tirsdag aften blev desværre ikke den festaften, det skulle have været, da Herning Teater åbnede sæsonen med fornemt besøg fra Det Kongelige Teater. Det skriver Herning Folkeblad onsdag.

Teatret skulle have opført to forestillinger af den berømte forfatter Samuel Beckett, men umiddelbart efter den første forestilling blev den anden aflyst, og publikummet blev sendt hjem.

Hovedrolleindehaver Anders Hove blev ifølge Folkebladets anmelder mod slutningen af den første forestilling svær at høre på scenen, og det viste sig, at han havde fået et ildebefindende.

- Der var en læge til stede blandt publikum, og der blev hurtigt sendt bud efter en ambulance, som kørte Anders Hove til sygehuset, fortæller formanden for Herning Teater, Egon Bjørn Thygesen, til Herning Folkeblad.

Annette Berner, der er Turné- og gæstespilschef på Det Kongelige Teater, havde en god nyhed onsdag morgen.

- Det er sådan, at Anders efter omstændighederne har det godt. Han har været indlagt på sygehuset (i Herning, red.) og er blevet undersøgt, og nu venter vi på stuegang, hvor vi kan få mere at vide, siger hun til Herning Folkeblad og tilføjer:

- Han fik et ildebefindende, og det er det eneste, vi kan sige nu.

Den på alle måder triste afslutning på teater-aftenen har også sat sine spor hos formanden.

- Det var en chokerende oplevelse for os allesammen - både for skuespillere og publikum - men der var desværre kun én udvej, siger Egon Bjørn Thygesen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.