Heino, Heino, Heino ... hvem er det nu Heino er? Jo, det er ham der var Polle fra Snaves onde ånd.
Og hvad tror du så han laver i dag? Jo, han er hjemmehælper - blandt meget andet.
Det der med skuespillet er blevet en bibeskæftigelse, så det har Heino - eller rettere Per Otto Bersang Rasmussen, som han hedder i den virkelige verden - suppleret op med et miks af taxikørsel, stand-up og et job i hjemmeplejen hjemme på Fyn.
I et interview med Her&Nu fortæller den nu 57-årige Per Otto Bersang Rasmussen om tiden, hvor en lille serie danske reklamefilm i starten af nullerne fik kultstatus.
- Jeg husker det som en enormt sjov periode, hvor vi havde et fantastisk kammeratskab og mange sjove timer sammen. Det stod på i årevis, så vi lærte hinanden godt at kende, siger Per Otto Bersang Rasmussen, der lige som "Polle" aka Jens Andersen også selv oplevede at blive et kendt ansigt rundt omkring i Danmark.
- Da det var på sit højeste, blev jeg genkendt alle steder, og jeg bliver stadigvæk genkendt rundt omkring. Jeg nåede ikke helt at registrere, hvor stort det faktisk var. Jeg gik fra ukendt revyskuespiller til pludselig at stå midt i det hele, og det var sjovt, men jeg var allerede dengang så gammel af gårde, at jeg godt vidste, det ville gå over, forklarer han om reklamerne, der startede i 2001 og året efter endda mundede ud i spillefilmen "Polle Fiction".
Netop "Polle Fiction" var et højdepunkt for fynboen. Filmen skrev europæisk filmhistorie. Det var nemlig første gang en reklamefilm blev til en spillefilm.
Faktisk kan Per Otto Bersang Rasmussen opleves på tv for tiden. Han er nemlig med i en reklame for Suzuki Swift - ligesom for 15 år siden, der hvor "Polle fra Snave" begyndte ...