Dansk Skoleidræt: Bevægelse i skolerne vinder indpas
Bevægelse på skolerne bliver højere prioriteret, mener Dansk Skoleidræt. Kvaliteten halter, lyder kritik.


Mange elever på landets skoler får rørt sig 45 minutter om dagen.

Det viser i hvert fald en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden, som via et spørgeskema i perioden sidste år i oktober spurgte 1513 lærere og pædagoger om, hvordan de ser på bevægelse i landets skoler.

I alt har 1210 lærere svaret, mens det kun er 303 pædagoger.

Af de adspurgte mener 75 procent, at den skole, de er ansat på, opfylder skolereformens krav om 45 minutters daglig bevægelse.

Det er dog kun 27 procent, der oplever det "i høj grad", mens 48 procent oplever det "i nogen grad".

Dog er det kun 15 procent, der "i høj grad" synes, at kvaliteten af den daglige bevægelse er tilfredsstillende og kun 69 procent i alt, der synes, at kvaliteten er i orden.

I alt siger 63 procent, at de har brug for mere inspiration og vejledning på området.

Undersøgelsen viser, at skolerne er kommet langt i forhold til skolereformens krav om 45 minutters bevægelse, mener formanden for Dansk Skoleidræt, Finn Kristensen.

- Undersøgelsen giver et solidt billede af det, vi klart havde på fornemmelsen. Nemlig at rigtig mange af landets skoler her i reformens andet år er kommet langt i arbejdet med at få mere bevægelse integreret i skoledagen.

- Bevægelse understøtter læring, sundhed og trivsel, og derfor er det glædeligt, at det nu for alvor vinder indpas og bliver prioriteret, siger han.

Men så positivt ser Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening, ikke på undersøgelsen.

- Der er mange undersøgelser, der viser det modsatte. Og hvis man ser nærmere på tallene, så er der rent faktisk kun 15 procent, der svarer, at man i høj grad mener, at man lykkedes med bevægelse af høj kvalitet.

- Vi er nødt til at se på, hvad der kan skabe den kvalitet. At det ikke kun er en løbetur rundt om skolen en gang om dagen, men at man tænker bevægelsen med ind, så det løfter den daglige undervisning.

- Det er det, vi har brug for, hvis man skal tale om kvalitet i bevægelse, siger hun til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.