Når Danmark til næste år lægger scene til endnu et festfyrværkeri i form af finalen i det europæiske melodi grand prix, kan det betyde en markedsføring af Danmark, der er millioner værd.
- Det europæiske melodi grand prix er et godt afsæt til at kommunikere danske styrkepositioner og til at markedsføre Danmark, blandt andet som turismedestination, siger administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark i en pressemeddelelse.
- Alene det kendskab, der skabes til Danmark via tv-showet, kan gøres op i millioner af kroner, tilføjer han.
Hvis 125 millioner seere følger med næste år, giver det en annonceværdi på mere end 160 millioner kroner, lyder det fra VisitDenmark.
En række lande har tidligere benyttet den europæiske sangkonkurrence til at markedsføre værtslandet, ligesom også Danmark gjorde det i 2001 efter Brødrene Olsens sejr året forinden.
Dengang gik en række partnere sammen med Danmarks Radio om at gøre sangfesten til en markedsføringsevent. Og det håber Jan Olsen kommer til at ske igen.
- Hvis vi forstår at bruge det europæiske melodi grand prix offensivt, vil der være stor markedsførings værdi at hente.
- Derfor er det vigtigt, at vi ser denne event som en international markedsføringsplatform, og at vi får en række offentlige og private partnere på banen med investeringer, som vi kan hente hjem igen i form af flere turister og større kendskab til for eksempel dansk kultur og danske livsstilsprodukter, siger Jan Olsen.
Han vil i den kommende uge tage kontakt til DR for at få sat gang i samarbejdet.
/ritzau/