Popstjernen Shaka Loveless er født i Aarhus, bor på Nørrebro i København og nu er han klar til at tilføje endnu en adresse. Den 31-årige musiker er nemlig hoppet på et fly til Malaga for at kigge efter et hus.
- På husjagt i Malaga!, skriver Shaka Loveless til et billede på Instagram.
"Ikke mere tid"-sangeren hashtagger billedet med "Helmig-stilen". Den 51-årige popveteran står bag hittet "Malaga" og har også selv købt hus i den spanske region Andalusien.
Det spanske er ikke fremmed for den danske popdarling, som tilbage i 2013 fortalte til BT, at han ville tage til Spanien for at arbejde på sit nye album. I 2014 kom albummet "Det vi sku' miste" så, hvor man blandt andet finder hittet "2 mod verden". Så måske betyder et huskøb i Spanien mere kreativ udfoldelse for den 31-årige århusianer.
Shaka Loveless er søn af en dansk mor og en amerikansk far, bluesmusikeren James Loveless. Han har tidligere været med i de to bands Gypsies og Are We Brothers? men karrieren tog først fart, da han som solist udgav hittet "Tomgang" i 2012.
Hitsnedkeren blev for alvor kendt, da han deltog i musikprogrammet Toppen af Poppen sammen med Sebastian, Lars Lilholt, Oh Land, Stine Bramsen og Mathias Kolstrup fra Duné.
Se billedet her: https://instagram.com/p/9Dl-isyVuc/?taken-by=shakaloveless
/ritzau/FOKUS