Det tidligere medlem af det danske popband Cartoons Karina Jensen er død.
Det bekræfter hendes veninder over for både BT og Ekstra Bladet.
Karina Jensen var kendt som 'Boob' i bandet Cartoons, der blandt andet var kendt for sangene 'Witch Doctor' og 'DooDah'.
Hun har siden 2012 kæmpet mod kræften. Tidligere på året startede fem barndomsveninder derfor en indsamling for den kræftsyge sangerinde. Overskuddet skulle gå til alternativ behandling i Tyskland, da Karina Jensen blev dømt uhelbredeligt syg af det danske hospitalsvæsen.
"Vi er 5 barndomsveninder, som så inderligt ønsker at hjælpe vores elskede Karina og ikke mindst hendes familie. Lige nu står vi i en fælles livskrise, hvor vi gør vores bedste for at støtte familien i en frygtelig tid. Sygdommen tærer meget på Karinas mand og ikke mindst to små børn, som ved at mor er alvorligt syg," skrev veninderne blandt andet på hjemmesiden Caremakers, hvor de forsøgte at samle pengene ind.
Veninderne nåede at samle 264.945 kroner ind til Karina Jensens alternative behandling. Karina Jensen efterlader sig en mand og to små børn.