Dansk sanger udsat for utallige svindlere
Joey Moe advarer sine fans mod de mange falske profiler, der udgiver sig for at være ham på de sociale medier.
Joey Moe har deltaget i TV 2's program "Toppen af Poppen" og har været coach for unge sangtalenter i programmet "Voice Junior".
Joey Moe har deltaget i TV 2's program "Toppen af Poppen" og har været coach for unge sangtalenter i programmet "Voice Junior". Foto: JOHANSEN LINDA/free


Joey Moe blev kendt med sangen "Flip it (Like a DJ)", kæmpestor med nummeret "Yo-yo", men det er ikke lutter lagkage for sangeren. Berømmelsen har også betydet, at et hav af falske profiler på de sociale medier udnytter hans navn og udgiver sig for at være ham.

- Der er desværre stadig en masse falske Joey Moe-profiler i omløb, som jeg håber en dag bliver slettet. Det er endnu ikke lykkedes, så jeg kan ikke gøre andet end at blive ved med at råbe op omkring det, skriver Joey Moe på Instagram.

Og det er altså ikke bare Joey Moes gode ry, der er på spil. På Instagram advarer Joey Moe sine fans mod at give penge til de falske profiler, der udnytter hans navn.

- Jeg har intet at gøre med private Joey Moe-profiler på Facebook, så være obs på dem, der udgiver sig for at lave indsamlinger og lignende i mit navn, advarer sangeren.

Joey Moe fik stor succes som en del af pladeselskabet Nexus Music sammen med vennerne Nik & Jay og rapperen Jinks. Siden har han også optrådt i tv-programmet "Toppen af Poppen" og har været coach i sangprogrammet "Voice Junior".

Den 30-årige sanger har skrevet sin advarsel direkte på sit Instagram-billede efterfulgt af et hjerte. I teksten til billedet følger en opfordring til de mange følgere:

- Dette har desværre stået på alt for længe. Vær med til at sprede budskabet, skriver Joey Moe.

Se billedet her: https://instagram.com/p/4KAwchIgLc/?taken-by=joeymoeofficial

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.