Dansk sanger overfaldet på Skanderbog Festival
Der var drama i Bøgeskoven i Skanderborg, hvor en festivalgæst blev meget nærgående overfor sangeren Shaka Loveless.
Shaka Loveless var involveret i et drama fredag aften.
Shaka Loveless var involveret i et drama fredag aften. Foto: DAVALI PHILIP/DAVALI PHILIP


Kort før sangeren Shaka Loveless skulle på scenen ved årets Smukfest i Skanderborg fredag aften, blev han udsat for en ubehagelig episode.

Ifølge Claus Visby, der er formand for festivalen, kom en person ind i backstageområdet, hvor han kom i håndgemæng med sangeren.

- Det endte i håndgemæng, hvor vores vagt måtte gå imellem dem. Han mente, at Shaka Loveless havde stjålet hans tekster, og var derfor meget vred. Det var meget uheldigt, for det var lige inden Shaka Loveless skulle optræde, siger han ifølge mx.dk.

Shaka Loveless manager bekræfter optrinnet overfor Ritzau Fokus, og fortæller, at Shaka Loveless' venner i første omgang gik imellem sangeren og manden.

- Det er korrekt, at der før Shakas koncert i går var en episode. Personen blev pacificeret af venner, og derefter tog Smukfests sikkerhedspersonale sig af vedkommende. Shaka er efter omstændighederne ok, siger sangerens manager, Lasse Boman.

Ifølge festivalchef Claus Visbye har manden, der kom i håndgemæng med Shaka Loveless, i forvejen et polititilhold mod at nærme sig sangerinden Medina, skriver mx.dk.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.