Dansk sanger gravid: Se den voksende mave
Den danske sangerinde Tina Dickow viser den voksende mave frem på det sociale medie Instagram.
Sangerinden Tina Dickow har bosat sig på Island sammen med musikeren Helgi Jónsson og deres to børn.
Sangerinden Tina Dickow har bosat sig på Island sammen med musikeren Helgi Jónsson og deres to børn. Foto: Torben Christensen/Scanpix


Den danske popdarling Tina Dickow er i lykkelige omstændigheder, og nu viser hun den voksende mave frem.

Sangerinden har nemlig delt et billede af den spirende babybule på det sociale medie Instagram, og endnu en gang sender folk glade lykønskninger hendes vej.

I billedteksten afslører hitmageren samtidig, at hun fortsat er i fuld gang med arbejdet.

- Jeg vil bare indspille et par sange denne eftermiddag så, skriver Tina Dickow til billedet.

"Nobodys man"-sangerinden indviede sine fans i sin graviditet i slutningen af juli, hvor hun smed et billede af sig selv op på både Facebook og Instagram.

Billedet viser den danske sangstjerne i en lidt for kort trøje, der giver et kig til den runde mave.

- Jeg skal på scenen i aften på en islandsk festival, og nu kan jeg nok ikke længere skjule, at blusen - igen - er ved at være lidt for kort!, skrev hun dengang til billedet, der blev overdynget med lykønskninger og glade beskeder.

Tina Dickow har i forvejen sønnen Emil og datteren Jósefína sammen med den islandske musiker Helgi Jónsson.

Den 38-årige sangerinde, der stammer fra Aarhus, er i dag bosat på Island sammen med resten af den lille familie.

I årene forinden havde sangerinden turneret store dele af verden rundt med sin musik, og i nogle år var hun bosat i den britiske hovedstad, London.

Hun har tidligere fortalt i et interview med Ritzau Fokus, at rastløsheden har drevet hende i løbet af karrieren, men på Island skulle der bygges en hverdag op.

- Det er fantastisk at have et hverdagsliv. Jeg skal først lære alle de små velsignelser i dagligdagen at kende nu. Jeg havde aldrig lavet mad eller haft en køkkenhave. Der er så mange ting, jeg først skal til at lære at kende glæden ved, sagde Tina Dickow dengang.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.