Dansk sanger genkendt som Gummi Tarzan
Danske Alex Vargas var glad for at kunnet præsentere sig på ny, da han flyttede til London. Herhjemme blev han genkendt som Gummi Tarzan.


Allerede som barn var den danske sanger Alex Vargas øvet i at stå på scenen. I dag spiller han koncerter rundt om i Europa, men dengang var det musicalgenren, der havde vundet sangtalentets hjerte.

- Jeg elskede at spille teater og skuespil. Jeg var enormt fascineret af at gå på scenen som en anden person, siger han til Ritzau Fokus.

Som barn spillede han blandt andet med i "Skatteøen", og som 14-årig spillede han hovedrollen Ivan Olsen i opsætningen af Gummi Tarzan. Særligt efter at have spillet med i sidstnævnte begyndte folk at genkende Hørsholmdrengen på gaden.

- Den fik ret meget dækning, og jeg havde det lidt svært med at gå på gaden og blive genkendt og kaldt et andet navn end mit eget, siger Alex Vargas og fortsætter:

- Jeg har aldrig været modtagelig over for mobning, så det var ikke fordi, jeg var påvirket af det på den måde. Men det var svært ikke at kunne gå ned ad Strøget, uden at børn på min alder pegede, viskede og grinede. Det var en besynderlig følelse, uddyber han.

Den nu 28-årige sanger rykkede teltpælene op og flyttede til London som 17-årig for at jagte drømmen om en musikkarriere. Omkring et år forinden havde han fået kontakt til sin nuværende manager, der havde fortalt ham, at han ville hjælpe den unge musicalskuespiller med musikken, hvis han ville det. Det gav en masse musikalske muligheder og en frisk start.

- Når jeg ser tilbage på det, så var det også en chance for at komme væk fra Danmark, siger sangeren, der var glad for blot at kunne præsentere sig som sangskriveren Alex Vargas i London.

- Det var fantastisk at komme til England og trykke folk i hånden for første gang og introducere mig som lige præcis den, jeg gerne vil være, i stedet for ham, som har spillet hovedrollen i Gummitarzan, siger han.

I den engelske hovedstad blev "Solid Ground"-sangeren en del af bandet Vagabond, der spillede en masse livekoncerter og indspillede et album.

Efterfølgende valgte Alex Vargas at satse på en solokarriere, og han har blandt andet spillet på den aarhusianske festival Northside i år.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.