Dansk roduo siger farvel til OL som agterlanterne
Nina Hollensen og Lisbet Falch Jakobsen sluttede sidst i deres opsamlingsheat og misser semifinalerne.
Det lykkedes ikke Lisbet Jakobsen og Nina Hollensen at ro sig i semifinalerne i dobbeltsculler ved OL i Rio.
Det lykkedes ikke Lisbet Jakobsen og Nina Hollensen at ro sig i semifinalerne i dobbeltsculler ved OL i Rio. Foto: Andre Penner/AP


De danske roere Nina Hollensen og Lisbet Falch Jakobsen kommer næppe til at huske deres første OL med stor glæde.

Den nysammensatte duo i kvindernes dobbeltsculler sluttede nemlig deres deltagelse i Rio med en sidsteplads i mandagens opsamlingsheat og slutter dermed OL som den eneste eliminerede båd inden semifinalerne.

- Der er en følelse af dyb skuffelse og dyb ærgrelse. Man er bare ked af det, for vi ved, vi kan gøre det bedre. Der er ikke plads til ikke at ramme topniveauet på konkurrencedagen, siger Lisbet Falch Jakobsen.

Tårerne løb ned ad kinderne på de slagne danskere, der naturligvis havde svært ved at finde ret meget positivt at tage med fra øretæverne på Lagoa Stadium.

At de nu har OL-erfaring, er umiddelbart en fattig trøst.

- Det er sjovere at få erfaringerne inden OL, så man kan tage dem med, siger Nina Hollensen.

- Når man bliver presset maksimalt, skal meget af teknikken og samroningen gerne sidde på rygraden, så man bare skal koncentrere sig om at give los. Der mangler vi noget tid sammen, siger hun.

De to danske kvinder lå sidst hele vejen i opsamlingsheatet, og selv om de forsøgte at kæmpe sig op på en tredjeplads, så var kræfterne der ikke.

- Vi har en god slutspurt, men vores svage punkt er nok mellem 500 og 1500 meter, hvor tingene skal sættes på plads. Det er der, de fleste løb bliver vundet. Vi vidste, vi skulle sætte fart på det stykke, men vi gjorde det ikke.

- Det kræver power i benene, men man skal også sidde godt sammen. På det punkt kæmpede vi for meget. Vi fandt ikke nogen god rytme, og for mange kræfter gik til spilde, siger Nina Hollensen efter skuffelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.