Dansk racerkvinde vinder tolvtimersløb på Sebring-banen
Christina Nielsen og holdkammeraterne i Ferrarien vandt 12 Hours of Sebring i GTD-klassen.
Christina Nielsen fejrer her en tidligere sejr.
Christina Nielsen fejrer her en tidligere sejr. Foto: Brian Cleary/trg/Brian Cleary/bcpix.com


Den danske racerkvinde Christina Nielsen vandt søndag traditionsløbet 12 Hours of Sebring i GTD-klassen.

Sammen med italieneren Alessandro Balzan og amerikaneren Jeff Seagal holdt trioens Ferrari sig akkurat foran konkurrenterne ved løbet i Florida. Blot få sekunder efter fulgte en gruppe med tre konkurrenter.

- Det er helt fantastisk og svært at sætte ord på. Sebring er et af de racerløb, man allerhelst vil vinde som sportsvognskører. Der er så mange store kørere, der står som vindere af det løb, så det er svært at forstå, at jeg nu har vundet løbet, siger hun ifølge DR.

I GTLM-klassen blev Michael Christensen nummer tre sammen med en newzealænder og en franskmand i deres Porsche. Blot fem sekunder adskilte trioen fra den vindende Corvette, mens der var to sekunder op til en BMW på andenpladsen i klassen.

Undervejs blev løbet afbrudt i mere end to timer på grund af et kraftigt regnvejr. Omkring 140.000 tilskuere overværede det traditionsrige løb.

Tidligere har Tom Kristensen vundet adskillige gange på Sebring.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.