Dansk pointrus i NHL resulterer i fire sejre
Fire danskere lavede point i NHL natten til torsdag dansk tid, og alle resulterede i sejre.
Frans Nielsen (51) stod for et mål, da New York Islanders slog Philadelphia Flyers.
Frans Nielsen (51) stod for et mål, da New York Islanders slog Philadelphia Flyers. Foto: Frank Franklin II/AP


Fem ud af seks danskere var i aktion i den nordamerikanske ishockeyliga NHL natten til torsdag, fire af dem lavede point, og det resulterede i fire sejre.

Jannik Hansen stod for en scoring, da Vancouver Canucks snuppede en smal 3-2-sejr over Minnesota Wild, mens Frans Nielsen stod for den sidste scoring kort før tid, da New York Islanders nedlagde Philadelphia Flyers med 3-1.

Lars Eller og Montreal Canadiens viste skræmmende styrke, da det canadiske tophold pulverisede New York Rangers, som ellers har været et af de stærkeste hold indtil videre sammen med Montreal.

Sejren endte på hele 5-1, og Lars Eller stod for assisten til Montreals 1-0-scoring.

Der kunne have været danskeropgør i Arizona, men en syg Frederik Andersen var fraværende i målet hos Anaheim Ducks, hvorfor Arizona Cardinals' Mikkel Bødker var eneste dansker på isen.

Det udnyttede den danske forward til at lave en assist ved holdets scoring til 2-0. Kampen endte 4-2 til Bødker og Arizona.

NHL's sidste danske islæt, Nikolaj Ehlers, var også i aktion, da Winnipeg Jets gæstede hovedstaden og Washington Capitals.

Danskeren fik godt 13 minutter på isen samlet set, men han bragte sig ikke på pointtavlen i nederlaget på 3-5.

Montreal topper lige nu hele NHL med 36 point for 23 kampe, men flere af de øvrige danskerhold ligger også godt til i forhold til kampen om slutspilspladserne i deres respektive divisioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.