Dansk PL-stjerne: Vi har hårdt brug for point
Den danske Tottenham-spiller forventer en meget svær kamp mod Hull, der kæmper for livet i Premier League.
Christian Eriksen ved godt, at hans klub Tottenham har brug for point på kontoen.
Christian Eriksen ved godt, at hans klub Tottenham har brug for point på kontoen. Foto: Scott Heppell/AP


Tottenham er umiddelbart i storfavorittens rolle, når fodboldklubben lørdag tager imod Hull i sæsonens sidste hjemmekamp i Premier League.

Mens Tottenham er nummer seks med 58 point for 36 kampe, er Hull tredjesidst og ligger til nedrykning med kun 34 point.

Tottenhams danske kreatør, Christian Eriksen, er opmærksom på, at kampen reelt kan blive sværere, end den ser ud til at være.

- Vi ved, at vi skal op mod et Hull-hold, der kæmper for livet i Premier League, så det er en meget vigtig kamp for dem.

- Men sådan er det selvfølgelig også for os. Vi er lige så sultne efter pointene, fordi vi har brug for dem for at komme til at spille europæisk fodbold. Vi er fast besluttede på at vinde kampen, siger Christian Eriksen til Tottenhams hjemmeside.

London-klubben har været skuffende på hjemmebane i denne sæson, hvor Tottenham har tabt seks af 18 ligakampe.

Det skal der rettes op på mod Hull.

- Vi ønsker at slutte sæsonen rigtig stærkt af, og forhåbentlig gør vi det, ikke mindst i lørdagens kamp på White Hart Lane.

- Vi har ikke altid gjort det på hjemmebane i denne sæson. Vi har haft nogle kampe, hvor vi ikke var der, men forhåbentlig slutter vi godt af foran vores fans, siger Christian Eriksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.