Dansk oliegigant lider under oliepriserne
OW Bunker, der lever af at sælge skibsbrændstof, har på to dage tabt en stor del af markedsværdien.
OW Bunker der sælger skibsbrændstof lider under de lave oliepriser.
OW Bunker der sælger skibsbrændstof lider under de lave oliepriser. Foto: Krediteres 'Copyright OW Bunker AS'/free


Den 7.-8. oktober vil næppe være to dage, som man husker tilbage på med glæde, hvis man ejer aktier i det nordjyske selskab OW Bunker, der sælger skibsbrændstof.

På to dage er selskabets aktiekurs nemlig dykket fra kurs 136 til kurs 80. OW Bunker blev børsnoteret på fondsbørsen i København i slutningen af marts i kurs 145. Købte man aktier på daværende tidspunkt, har aktierne dermed næsten tabt halvdelen af værdien.

Det store fald begyndte tirsdag eftermiddag, hvor det nordjyske selskab oplyste, at den i øjeblikket meget lave oliepris kan mærkes på bundlinjen. Prisen på råolie er siden starten af juli faldet med mere end 20 dollar per tønde.

Den lave oliepris betyder, at OW Bunker nu venter et overskud, der er 20 procent lavere end resultatet for 2013. Det er en ganske markant nedjustering i forhold til tidligere.

- Vi har set et usædvanligt fald i olieprisen over de seneste uger, og der er en betydelig usikkerhed omkring den kortsigtede udvikling, lød det tirsdag fra OW Bunkers administrerende direktør, Jim Pedersen.

- I overensstemmelse med vores politik har vi taget tiltag til at minimere risici mod yderligere fald i olieprisen, og omkostninger herved har medført, at vi må ændre vores forventning til årets resultat, sagde Jim Pedersen.

Tirsdag dykkede OW Bunker-aktien 26,5 procent, og onsdag fortsætter de negative takter.

Det nordjyske selskab holdt onsdag klokken 10 en såkaldt telekonference for aktiehandlere og analytikere, hvor selskabet havde mulighed for at give sit syn på den nuværende og fremtidige situation.

Men det har tilsyneladende ikke beroliget aktiehandlerne, for OW Bunkers aktie er faldet yderligere 20 procent torsdag formiddag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.