Der var ingen problemer i første runde af Denmark Open i badminton for damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.
På 23 minutter vandt de femteseedede danskere med 21-7, 21-9 over tyskerne Johanna Goliszewski og Lara Kaeppelin.
OL-sølvvinderne fra Rio fik modstand frem til 4-4 i første sæt, før kampen udviklede sig til en decideret magtdemonstration.
I anden runde kan der vente et rent dansk opgør, hvis Gabrielle Bøje og Cecilie Sentow formår at spille sig videre fra første runde.
I herredoublen stod Mathias Christiansen og David Daugaard bag et opsigtsvækkende resultat på en kedelig baggrund.
Blot et minut nåede de to danskere at være på banen, inden det topseedede kinesiske par med Chai Biao og Hong Wei var besejret. Det skyldtes dog at verdenstoerne måtte trække sig.
Dermed blev vejen til en triumf i Superseries Premier-turneringen lettere for de andre højtrangerende doubler, heriblandt Mathias Boe og Carsten Mogensen samt Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.
Sidstnævnte duo fik dog kun en enkelt kamp. Første runde blev overraskende endestationen for den tredjeseedede danske double med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.
De to tabte 18-21 og 14-21 til de useedede japanere Takeshi Kamura og Keigo Sonoda.
Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er til gengæld videre. De slog inderne Manu Attri og B. Sumeeth Reddy med cifrene 21-10 21-19.
/ritzau/